Landmænd i Nicaragua har ofte ikke råd til at købe lige så mange dyr, som der er plads til på deres jorder. Det er, hvad CattleNic A/S hjælper med. Vi laver en aftale med bonden om, at vi køber nogle køer og stiller ud på hans mark, han tager sig af dyrene hver dag, vi sender en landsbrugskonsulent ud til ham en gang om måneden, og når der er gået 18 måneder slagter vi kvæget og deler fortjenesten.
Det lyder simpelt, og er det egentligt også, når det først kører. CattleNic A/S har med hjælp fra Danidas B2B-projekt og den danske ambassade i Managua, Nicaragua fået hul direkte igennem fra danske investorer og ud til enden af grusvejen i El Ayote i Nicaragua.
Gunstige vilkår
Meget få steder i verden tilbyder så gunstige vilkår for rentabel kvægdrift som i/ved provinsen La Chontales i det centrale Nicaragua. Fordelene ved at investere i kvægdrift i denne region synes langt flere end de ulemper og udfordringer, der kan være i Nicaragua. Naturligvis er ikke alt nemt og lige til, når man skal gennemføre en rentabel forretning i et område med utrolig dårlig infrastruktur, meget fattigdom og dårligt uddannelses- og sundhedsniveau, men vi synes selv, at vi har fået etableret det på en god måde. Ideen til projektet udspringer af mange års erfaring. Den lokalt baserede udviklingsfond/kreditforening Afodenic har i over 10 år tilbudt lokale kvægbønder og indbyggere i Chontales regionen mikro-lån på favorable vilkår. Samtidig med at tilbyde disse lån til bønder har Afodenic opbygget kapacitet og faciliteter til at træne og undervise bønderne. Det er træning i bl.a. sund kvægdrift, hygiejne, økonomi, IT og andre faglige discipliner.
Den danske brancheorganisation Håndværksrådet har arbejdet med forretningsudvikling i Nicaragua siden 2003 og den indledende vurdering af projektet blev foretaget af Håndværksrådet i 2006, da Afodenic præsenterede ideen. Afodenic er i dag ikke den primære partner i projektet, da kreditforeningen ikke har profitskabende aktiviteter, hvilket er krævet af Danida, hvis projektet skal have hjælp fra B2B-midlerne. Derfor har stifterne af Afodenic etableret et selvstændigt selskab, Mobasa S.A., med det formål at håndtere dette projekt.
Første investering i 2008
Håndværksrådets positive evaluering af projektet blev fulgt op af landbrugs-virksomheden Svirkær med en initial investering på 25.000 USD primo 2008 , som et udlån direkte til Afodenic. I løbet af 2007 var Radio ABC A/S under Danidas B2B-program i Nicaragua for at undersøge mulighederne for at etablere grafisk produktion i landet. Dette blev vurderet som værende for sent at etablere i forhold til udviklingen i Fjernøsten. Radio ABC var dog interesseret i andre projekter i Nicaragua, da landet blev vurderet til at have gode udviklingsmuligheder, og det samtidigt kunne være en god måde at engagere sig direkte i en CSR-aktivitet uden mellemled. Håndværksrådet foreslog derfor Radio ABC at gå med i CattleNic projektet.
Danidas B2B program, der støtter forretningsudvikling mellem danske og nicaraguanske virksomheder, støttede de indledende studier og støtter frem til udgangen af 2012 også en del af de planlagte aktiviteter blandt andet indenfor træning, uddannelse, forbedringer af de fysiske forhold på landbrugene, miljø og socialt orienterede aktiviteter. Denne hjælp er med til at sikre, at de danske investorer får det ønskede afkast, og at der også sker en regulær overførsel af viden/hjælp fra Danmark til Nicaragua. Alt i alt er samlet en række væsentlige partnere, der hver på deres måde bidrager positivt til at gøre investeringen rentabel, ikke kun i form af profit, men samtidig i form af en positiv udvikling for et fattigt område og bedre forhold for en stor gruppe fattige bønder. |
|



|